Junglen
I Junglen arbejder vi ud fra et helhedsorienteret børnesyn, hvor alle børn skal opleve sig som betydningsfulde deltagere i fællesskabet. Vi skaber læringsmiljøer, der understøtter børns trivsel, udvikling og læring gennem hele dagen – både i leg, rutiner og planlagte aktiviteter.
Sprog er en central del af vores pædagogiske praksis. Gennem dialog, leg, sang, fortælling, nærværende og udviklende øjeblikke, får børnene mulighed for at udvikle deres ordforråd, kommunikative kompetencer og evne til at udtrykke sig i fællesskabet. Alle børn skal opleve at blive hørt, forstået og taget alvorligt.
Den voksne sætter ord på barnets handlinger:
“Du tager skoen på… nu fandt du ærmet.”
Den voksne udvider barnets tale:
“Bil!” → “Ja, en rød bil, der kører hurtigt.”
Den voksne følger barnets fokus:
Barnet viser en sten → “Den er ru! Hvordan føles den?”
I leg spørger vi ind til barnets idéer:
“Hvad skal der ske i din leg nu?”
Junglen er vi et hus med både små og store fællesskaber. Vi arbejder med tydelige rammer, genkendelige rutiner og en struktur, der giver børn tryghed. Indenfor disse rammer møder børnene voksne, der er anvisende og nærværende – voksne, der skaber relationer, inviterer til deltagelse og støtter barnet i at tage del i fællesskabet. Små grupper bruges for at skabe tryghed og deltagelse. Vi prioriterer leg, bevægelse, fordybelse, sang, udeliv og kreative aktiviteter som grundelementer i et rigt og meningsfuldt læringsmiljø.
Den voksne skaber ro ved overgangssituationer:
“Først hænger vi jakken, så går vi ind sammen.”
Vi møder barnet med navn og kontakt:
“Godmorgen, Ali – hvor er det dejligt at se dig, godt du kom i dag.”
Konflikter guides med ro og tydelighed:
“Du kan se du bliver ked af det. Lad os finde en løsning sammen.”
Guidet indgang i leg:
“Maja leger butik – måske kan du være kunde?”
Små lege, hvor alle kan lykkes, og har mulighed for at deltage ud fra deres udviklingsniveau eksempelvis sanglege, samarbejdslege etc.
Læringsmiljøer der styrker selvhjulpenhed og selvregulering. I Junglen arbejder vi med at give børn passende udfordringer og ansvar, så de gradvist udvikler selvhjulpenhed, selvstændighed og evnen til at regulere egne følelser. Det sker både i hverdagens rutiner – som måltider, af- og påklædning og oprydning – og i aktiviteter, hvor vi guider dem til at lytte, vente, samarbejde og finde løsninger.
Guidet selvhjulpenhed:
“Jeg holder jakken – du finder ærmet.”
Små valg tilpasset barnets formåen:
“Vil du starte med sko eller hue?”
Strategier ved følelsesudfordringer:
“Vil du sidde hos mig, eller vil du tage en pause i sofaen?”
Omsorg, nærvær, tryghed og fokus på den følelsesmæssige udvikling er fundamentet for alt pædagogisk arbejde. Børn skal opleve tryghed for at kunne lære og trives. I Junglen er der plads til alle følelser, og vi hjælper børnene med at forstå, sætte ord på og håndtere deres følelser. Gennem relationer og guidet samspil støtter vi dem i at forstå både sig selv og andre. Vi støtter barnet ved overgange med struktur og nærvær.
Den voksne går i øjenhøjde og justerer tempoet:
“Jeg er her. Vi tager det stille og roligt.”
Sætter ord på følelser:
“Du savner mor – det kan gøre ondt i maven.”
Hjælper barnet til at tåle følelser:
“Det er okay at blive vred. Jeg hjælper dig.”
Vi arbejder både stuevis, i små grupper og på tværs af Junglen, så børnene får erfaringer med både det nære fællesskab og det større fællesskab. Vi deler ofte børnene i mindre grupper, fordi det giver mere tid til fordybelse, ro, nærvær og mulighed for at blive set, hørt og udfolde sig som den, man er.
4–6 børn i aktivitet giver rum til ro og fordybelse.
Den voksne kan tilpasse aktiviteter til børnenes zone for nærmeste udvikling.
Vi løfter i fællesskab. Personalegruppen består af medarbejdere med forskellige erfaringer og faglige styrker. Vi inspirerer hinanden og udvikler vores praksis løbende, altid med udgangspunkt i børnenes behov. Vi vægter et åbent og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Et tæt forældresamarbejde skaber sammenhæng mellem barnets liv i Junglen og i hjemmet, og vi ser forældrene som centrale medspillere i barnets trivsel og udvikling. Vi deler små glimt fra dagen og spørger ind til hjemmet for at se barnet i begge kontekster. Et udvidet forældresamarbejde betyder, at vi arbejder sammen om at skabe de bedste betingelser for barnet.
Mad som en del af den pædagogiske kvalitet
Vores køkkenleder, Anette, tilbereder sund, økologisk og velsmagende mad af gode råvarer.
I Junglen ser vi måltidet som et vigtigt pædagogisk rum, hvor børnene øver færdigheder, styrker deres selvstændighed og deltager aktivt i fællesskabet.
- Henter deres egen kop og vand, og øver sig i at hælde selv – det styrker både finmotorik, koncentration og troen på egen kunnen.
- Hjælper med at dække bord og lærer om ansvar, turtagning og samarbejde.
- Smører brød selv, så de får erfaring med at styre redskaber og tage stilling til egne valg.
- Deltager i samtaler ved bordet, hvor vi arbejder med ordforråd, turtagning i dialog og sociale kompetencer.
- Øver sociale rutiner, som at give maden videre, sige “værsgo” og vise hensyn til andre.
- Får støtte til selvregulering, fx at vente på tur, mærke mæthed og håndtere skiftet fra leg til ro omkring bordet.
En del af et lokalt fællesskab
Junglen er integreret i nærområdet, og vi arbejder helhedsorienteret med blik for hele barnets liv – både i institutionen og i hjemmet. Vi er et hus i konstant bevægelse, hvor vi løbende evaluerer og udvikler vores praksis. Vores seneste tilsyn fremhæver især vores nærvær og omsorg – kvaliteter vi er stolte af, og som vi fortsat arbejder aktivt med i hverdagen.
Lysningen
Mellem de to afdelinger er et stort lyst fællesrum, kaldet Lysningen, med store gulv til loft-vinduer ud til legepladsen. Køkkenet ligger i forbindelse med Lysningen, og i formiddagstimerne spredes duften af hjemmelavet mad og bagværk. Lysningen er indrettet med fokus på leg. De voksne sidder på gulvet og er på den måde altid tilgængelige og nærværende for og med børnene. Vi tilbringer alle morgener og middagsstunder i fællesrummet, eller på legepladsen på tværs af stuerne.
I hver ende af Junglen er der plads til grovmotorisk udfoldelse. Her er bl.a. trapper, madrasser bolde mm, som bl.a. kan bruges til tumlelege. Både store og små synes er sjov at udfordre sig selv og den kropslige formåen.
Stuerne:
I hver ende af huset finder man henholdsvis Vuggestuen og børnehaven. De fysiske rammer gør det muligt for de voksne at møde børnene der hvor de er i deres udvikling. Vi har fokus på børnefællesskaber, selvhjulpenhed og dannelses. Børnene er aktive omkring måltidet – de kravler selv op på stolen, er med til at dække bord, øser selv mad på tallerken, hælder vand i glasset og spiser selv. De får i hvert fald lov til at prøve og øve sig. Sidst men ikke mindst hjælper de med oprydningen.
I garderoben prioriterer vi ligeledes selvhjulpenhed og nærvær. Vi sørger for at der er god tid og ro i garderoben, så børnene får lov at bøvle med selv at tage tøjet af eller på. Alle kan deltage på et eller andet niveau.
Legepladsen:
Vi har en stor legeplads der løber parallelt med huset. Den kan lukkes af, så der er en børnehave og vuggestue legeplads. Der er både græs, jord, grus og sand. Der er bakker, buske, legehuse, gynge, klatrestativ og sandkasser. Det er en legeplads der både giver mulighed for ro og fordybelse men også go-cart race og fælleslege.
Omgivelserne
Fem minutters gang fra Junglen ligger Troldhøjen.
Her er blandt andet:
- kaniner
- bålplads
I sommerhalvåret er vi meget udendørs:
- på vores legeplads
- på Troldhøjen
- på ture i nærområdet, hvor der er mange grønne områder skov, søer og ”bjerge.”
DII Junglen, modtager børn i alderen 0-6 år.
Vi er:
- 20 børn i alderen 0-3 år
- 32/36 børn i alderen 3-6 år.
I den ene ende har vi børnehavegrupper, mens vuggestuen holder til i den anden end. Barnet er tilknyttet en stue med fast personale.
Vores hverdag afspejler vores pædagogiske praksis. Det gælder både i måden, vi er sammen med børnene på, i dagens forskellige aktiviteter og i vores faste rutiner.
Nærværende voksne, en forudsigelig struktur i dagligdagen og genkendelige rammer er vigtigt for at skabe den tryghed, der gør barnet klar til at udforske verden, danne relationer og indgå i fællesskaber.
Dagens rytme i Junglen
- 6:30: Vi åbner
- 6:30 - 7:20: Morgenmad i Lysningen
- 9:15 - 10:30: Pædagogiske aktiviteter og leg
- 10:45: Frokost
- 11.30: Pædagogiske aktiviteter og leg på legepladsen – Vuggestuen sover til middag
- 14:00: Eftermiddagsmad
- 14:30: Børnene leger på legepladsen
- 16:00: Vi er fælles i lysningen eller på legepladsen
- 16:30 eller 17:00: Junglen lukker – farvel og tak for i dag
Kost i Tovshøj Dagtilbud
Det er vores mål:
- At børn bliver præsenteret for mange forskellige smagsoplevelser
- At vi har en god madkultur, hvor der er ro og en god stemning omkring måltidet, og børnene støttes i at være selvhjulpne.
- At gøre børn og forældre bevidste om sund mad.
- der er en god atmosfære omkring spisningen
- børn ikke er kræsne og er glade for en varieret kost.
- børnene skelner mellem og er bevidste om sund og usund mad.
- forældrene interesserer sig for den kost, der serveres i institutionen.
- At alle får en varieret, sund og ernæringsrigtig kost
- At kostordningerne serverer varieret, sund og ernæringsrigtig kost.
- At bruge tandlæge og sundhedsplejerske til oplysende foredrag på forældremøder efter behov.
- Besøg fra tandplejen i børnehaven
- At personalet sikrer sig, at børn der kommer efter kl.8 har fået morgenmad.
- At afsøge mulighederne for at trække på kostressourcepersonen i område 11 med henblik på rådgivning og vejledning til personale og forældre
- At de børn, der har behov for støtte omkring kost – mad & måltider, får det. Personalet vil desuden inspirere og vejlede forældrene.
Fødevarestyrelsens kontrolrapporter for afdelingerne i Tovshøj Dagtilbud:
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Årshjul for Junglen. Årshjulet er med til at sikre genkendelighed for alle børn og voksne og understøtter sammenhæng mellem det pædagogiske arbejde, vores profil og vores forældresamarbejde. Vores traditioner fremgår også af vores pædagogiske årshjul.
Årshjulet vil blive opdateret årligt.
Få indflydelse på hverdagen
I Junglen vægter vi forældresamarbejdet højt. Det er en stor omvæltning når ens barn skal starte i vuggestue, og man som familie skal stifte bekendtskab med institutionslivet for første gang.
Når jeres barn får en plads i Junglen, bliver I ringet op af en pædagog. Det er vigtigt, at både barn og forældre er trygge i indkøringen, og derfor kigger vi også meget på det enkelte barn og familie.
Vi afholder forældresamtaler når barnet har gået hos os i ca. 3 mdr., inden børnehavestart og inden skolestart, hvor vi fortæller om barnets trivsel, læring og udvikling
Vi vægter et højt kommunikationsniveau. Både i form af de daglige hverdagsfortællinger, og snakke efter behov ved aflevering eller afhentning.
Forældreråd
Vi har et aktivt forældreråd, hvilket vi i Junglen er meget glade for. Forældrerådet er også praktiske hjælpere til arrangementer som sommerfest, forældrekaffe mv.
Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Iben Leimann
DII Junglen
Telefon: 41 85 78 74
E-mail: ibl@aarhus.dk
DII Junglen
DII Junglen
Iben Leimann
DII Junglen
Telefon: 41 85 78 74
E-mail: ibl@aarhus.dk